Vojens Apotek
 
Forstoppelse

Hvornår har man forstoppelse?

Mange er vant til, at deres hverdag følger en bestemt rytme. Det gælder også for maven. Der er ingen regel for, hvor ofte maven skal "fungere". Men du har forstoppelse hvis,

  • du har afføring hver tredje dag eller sjældnere
  • din afføring er tør og knoldet
  • du har problemer med at komme af med din afføring.

Forstoppelse kan optræde i mange situationer, for eksempel i forbindelse med rejser og under psykisk pres, hvor afføringsrefleksen ubevidst undertrykkes. Du kan også opleve det, hvis du sveder kraftigt, ligger i sengen, faster eller ændrer kostvaner. Gravide kan få forstoppelse, dels på grund af det øgede tryk på tarmen, dels på grund af det svangerskabsbevarende hormon, der hæmmer tarmens bevægelser (peristaltikken).

Nogle lægemidler - for eksempel jernpræparater og stærke smertestillende midler - kan give forstoppelse. Derfor foreslår lægen ofte, at du i sådanne situationer bruger et afføringsmiddel samtidig. Forstoppelse kan også være tegn på sygdom i mave-tarmsystemet.

Er din mave gået i stå?

En række råd er gode at følge for at undgå forstoppelse:

  • Drik rigelig væske. Mindst 2 liter om dagen, gerne vand. Vær opmærksom på, at kaffe, te og alkohol er vanddrivende og nedsætter vandindholdet i tarmen. Husk også at drikke rigeligt, hvis du bruger vanddrivende medicin.
  • Spis mad med mange kostfibre. Der er mange fibre i rugbrød, kartofler, gryn, grøntsager og frugt. Almindeligt mørkt rugbrød indeholder lige så mange fibre som fuldkornsrugbrød. Som alternativ til hvidt brød er grahamsbrød godt. Det er nemlig rigt på fibre.
  • Giv dig tid ved toiletbesøg. Gå på WC regelmæssigt og når trangen melder sig.
  • Få mest mulig motion. Fysisk aktivitet stimulerer tarmens bevægelser. Hos ældre eller svagelige kan en daglig spadseretur virke gavnligt.
  • Tænder og proteser skal holdes i orden, så maden kan tygges ordentligt.

Hvis disse råd ikke er tilstrækkelige, kan du bruge et afføringsmiddel. Du bør vælge et mildt afføringsmiddel, der virker på tarmens indhold. Og ikke et stimulerende middel, der virker på muskler og nerver i tarmvæggen.

Milde afføringsmidler

De milde afføringsmidler virker ved at holde væske tilbage i tarmen eller ved at smøre tarmvæggen. Så øges tarmbevægelserne og tarmpassagen. Samtidig bliver tarmindholdet tilpas blødt. Sådan virker for eksempel magnesiumsalte.

Andre præparater inderholder sukkerlignende stoffer. De er velegnede til ældre og til børn. Disse præparater kan i begyndelsen give luft i tarmene, men det forsvinder i løbet af et par dage. Hvis man har brug for et afføringsmiddel gennem længere tid, f.eks. under graviditet, amning, sengeleje eller ved hæmorider, bør man vælge et af disse præparater, fordi de ikke er vanedannende. Midlerne virker efter 2-12 timer, men størst effekt opnås efter 2-3 dage.

Der er mange præparater at vælge mellem, men spørg på apoteket - og læs grundigt på pakningen inden brug.

Præparater, der indeholder hørfrø, loppefrø eller plantefibre, virker ved at suge væsken til sig. Så får tarmen noget at arbejde med. I nogle præparater er frøene bearbejdet, så deres evne til at opsuge væske er ekstra stor. Disse midler smager bedre og kan bruges som f.eks. ymerdrys eller røres ud i saft eller vand. Men husk at drikke rigelig væske til. For lidt væske kan give "propper" i tarmen eller i værste fald give tarmslyng.

Pas på med de stimulerende afføringsmidler

Stimulerende afføringsmidler virker både på muskler og nerver i tarmvæggen og holder væske tilbage i tarmen. De bør ikke anvendes gennem længere tid, da tarmen selv holder op med at arbejde.

Stimulerende afføringsmidler kan være egnede i akutte situationer, f.eks. på rejser eller før operation. Kroniske smertepatienter, der tager præparater med morfin i, er ofte nødt til at tage stimulerende midler for at undgå forstoppelse.

Midlerne indeholder både naturstoffer (blandt andet frangula og sennes) og kemiske stoffer (blandt andet bisacodyl og natriumpicosulfat). De virker ens, men de kemisk fremstillede præparater giver færre bivirkninger i form af mavekneb og diarre.

Gravide må ikke bruge disse midler, da de kan påvirke livmoderen, men bisacodyl og natriumpicosulfat kan evt. bruges af ammende.

Har du akut forstoppelse?

Mod akut forstoppelse findes der to slags præparater, der giver øjeblikkelig virkning: Klysma er en væske, der sprøjtes op i endetarmen. Stikpiller (suppositorier) føres ind i endetarmen.

Begge præparater virker lokalt ved at udløse afføringsrefleksen, men optages ikke i resten af kroppen og udtømmes igen sammen med afføringen. Præparaterne virker inden for 5-20 minutter og bruges i forbindelse med undersøgelse, før operation, ved fødsel eller ved akut forstoppelse, hvor der er behov for en hurtig tømning. Midlerne bør dog ikke anvendes regelmæssigt, fordi de kan ødelægge den naturlige afføringsmekanisme.

Produkterne kan bruges til børn - men spørg på apoteket hvornår og hvordan de skal anvendes.

Søg læge

  • Hvis forstoppelse indtræder helt uden grund og er smertefuld
  • Hvis der er blod i afføringen
  • Hvis der er skiftevis diarre og forstoppelse
  • Ved svær forstoppelse hos børn.

Danmarks Apotekerforening

Farmaceutiske råd giver kæmpe besparelser

Læs mere
Dansk Selskab for Patientsikkerhed har dannet et netværk af patientambassadører

Læs mere
Vejledning om nedtrapning af benzodiazepiner

Læs mere
Test af apoteker - testens hovedresultater

Læs mere