|
Er du en af de omkring 300.000 danskere, der har problemer med sur mave, sure opstød eller halsbrand er der råd at hente. I denne brochure kan du læse om, hvorfor sur mave opstår, og du vil få gode råd til, hvad du selv kan gøre.
Er jeg ved at få sur mave?
Har du halsbrand, sure opstød eller trykken og svien i maven, er den ved at være gal med enten den muskel, der lukker af mellem din mavesæk og dit spiserør, eller med din mavesyre.
Under alle omstændigheder skal du være opmærksom på, at du kan gøre en del ved det hvis du:
- undgår fed og stærkt krydret mad
- holder igen med alkohol og kaffe
- undgår visse typer smertestillende medicin - og gigtmedicin som kan irritere maven
- spiser små måltider, og ikke spiser de sidste tre timer før sengetid
- ikke vejer for meget
- ikke ryger
- undgår stramtsiddende tøj
- undgår at bøje dig for meget forover.
Som du kan se handler for meget mavesyre mest om livsstil. Der er ingen grund til at blive fanatisk, men du må prøve dig frem for at finde ud af, hvad der hjælper dig bedst.
Hvilket præparat skal jeg vælge?
Når du skal vælge hvilken slags mavesyremedicin du skal have, skal du tænke over følgende:
- hvor ofte har jeg symptomerne?
- vil jeg have medicin til at tygge, sluge eller drikke?
- hvis du får anden medicin i forvejen, så husk at fortælle det til din læge eller til apoteket. Så kan de hjælpe dig med at finde et præparat du kan tage.
Hvilken medicin du kan tage, afhænger af styrken og hyppigheden af dine symptomer.
Hvis du har milde symptomer en gang imellem, kan du tage medicin som neutraliserer mavesyren. Præparaterne minder meget om hinanden, men kan fås i nogle smagsvarianter. Så prøv dig frem for at finde det, du synes bedst om. Du kan få medicin som tyggetabletter eller flydende.
Hvis du er gravid må du gerne tage syreneutraliserende medicin. Husk blot, at jerntabletter og syreneutraliserende skal tages med mindst halvanden times mellemrum.
Du bør ikke tage natron som syreneutraliserende middel, da det kan optages i kroppen og forstyrre syre-basebalancen.
Hvis du har milde symptomer lidt oftere, bør du tage medicin, som nedsætter produktionen af mavesyre. Her skal du være opmærksom på, at enkelte præparater kan påvirke virkningen af anden medicin. Så husk at spørge din læge eller på apoteket.
Du kan også få medicin som forhindrer mavesyren i at løbe tilbage i spiserøret. Dette middel kan også bruges af gravide.
Hvis du har vedvarende og daglige symptomer, bør du tale med din læge. Lægen kan hjælpe dig med at finde ud af hvilken medicin, der er bedst for dig. Der findes flere slags medicin du kan tage, hvoraf nogle er på recept.
Hvis du har spørgsmål til medicinen, for eksempel dosering, bivirkninger eller andet, kan du spørge på apoteket eller hos din læge.
Hvornår skal jeg gå til lægen?
Milde symptomer kan du ofte klare med medicin, du kan få i håndkøb, men gå altid til læge:
- hvis symptomerne forværres
- hvis det bliver ved gennem længere tid
- ved mistanke om mavesår
- ved blodig eller sortfarvet afføring eller opkastninger
- ved vægttab
- ved synkebesvær.
Kort om sur mave
Halsbrand, sure opstød eller trykken og svien i maven er de almindeligste symptomer på sur mave.
Som regel er problemet, at den muskel, der lukker af mellem mavesæk og spiserør, ikke fungerer helt som den skal. Når musklen ikke lukker helt, kan der løbe mavesyre tilbage i spiserøret. Symptomerne kan også skyldes irritation af maveslimhinden. Den beskytter mavesækkens indre overflade på samme måde, som huden beskytter kroppen udadtil.
Slimhinden forhindrer bakterier og skadelige stoffer i at trænge igennem mavesækken, og den beskytter samtidig mod den stærke mavesyre.
Der kan være mange årsager til irriteret maveslimhinde. Blandt andet uregelmæssige måltider og kost, der ikke indeholder nok fibre. Cigaretter, alkohol og kaffe kan forværre og holde symptomerne ved lige. Det samme gælder stramtsiddende tøj.
© Danmarks Apotekerforening november 1998. Grafiker A. Oelrich . TRYK: IN-SCAN. Foto: Billedhuset/Henrik Sørensen. |